»Jeg er stolt over, at jeg turde«

Brian Madsen sprang til, da hans ven havde brug for en nyre. Det har for evigt forbundet de to tømrere.

Af Rasmus Sandvig Brask
Publiceret 14-12-2010

Brian Madsen og Jens Staal tager imod i huset i Tarp ved Esbjerg. I huset bor Brian Madsen og hans familie, og den 43-årige tømrer har selv stået for at bygge en stor del af det. Begge mænd er klædt i klassisk håndværkertøj denne kolde vinterdag og ligner som sådan to kolleger, men straks de begynder at tale, fornemmer man, at de to mænd er mere end det.

For siden den 10. august 2010 har de to mænd været forbundet af blod, og nu mangler de faktisk bare at tisse over kors, som de siger.

Den dag i august fik Jens Staal, der er mangeårig sukkersygepatient, en ny nyre, og nyren kom fra vennen og kollegaen gennem mange år, Brian Madsen. Forud var gået mange overvejelser hos både Brian Madsen og Jens Staal, der begge har arbejdet som tømrere sammen i mange år, og som begge med tiden har etableret deres egne tømrerfirmaer.

Sygdom gav dårlige nyrer
»Vi lærte hinanden at kende på en arbejdsplads for cirka 15 år siden. Vi gik godt i spænd med det samme, og siden har vi sådan set været venner. Men der gik da alligevel rigtig lang tid, før jeg fandt ud af, at Jens har sukkersyge. Det er ikke noget, han sådan siger som det første,« fortæller Brian Madsen om de to tømreres venskab.

Men sygdommen sled efterhånden på Jens Staals nyrer og gjorde ham dårligere og dårligere. Til sidst stod det klart, at opslidende dialyse resten af livet var den eneste mulighed, hvis ikke det lykkedes at finde en donornyre til den 46-årige håndværker.


Brian Madsen og Jens Staal
Tømrerne Jens Staal (t.v.) og Brian Madsen lærte hinanden at kende for 15 år siden på en arbejdsplads. I dag er de forbundet både gennem venskab og blod.
Foto: Casper Dalhoff

»Jeg fik at vide, at dialyse var det næste skridt for Jens, og det gik jeg så og tænkte over i et par uger. Så kontaktede jeg min egen læge for at spørge, hvad man gjorde, hvis man gerne ville donere en nyre. Jeg fik at vide, at jeg skulle ringe til Jens' læge, men det vidste jeg jo ikke, hvem var. Derfor måtte jeg tale med Jens. Det var ellers ikke meningen, at jeg ville det, før jeg vidste, at det kunne lade sig gøre at donere. Jeg ville ikke stikke ham blår i øjnene,« siger Brian Madsen.

Donation lød ikke så slemt
Han ringede derfor en aften til Jens Staal og sagde, at han måtte få hans ene nyre, hvis han kunne bruge den.

»Jeg sagde straks, at det skulle han ikke give mig. Han har kone og børn, og de skulle have muligheden for at få en nyre, hvis de fik brug for det i stedet for mig,« siger Jens Staal om vennens tilbud. Men efter at have talt frem og tilbage om det og fået vejledning om transplantation, indvilligede Jens Staal i at undersøge sagen nærmere.

»Jeg kunne ikke forestille mig ham i dialyse, og jeg havde hørt, at folk kunne donere en nyre og leve lige så godt med kun en. Samtidig er jeg jo heller ikke helt ung mere, og jeg skal ikke leve 100 år endnu, så jeg tænkte, at det vil jeg gerne gøre, hvis det kunne hjælpe Jens. Efter en samtale på Odense Universitetshospital var jeg endnu mere sikker, donation lød da egentlig ikke så slemt,« fortæller Brian Madsen om sine tanker før donationen.

Efter en del prøver og undersøgelser stod det klart, at Brian Madsens nyre passede til Jens Staal, så intet medicinsk stod i vejen for en donation. Det betød dog ikke, at bekymringerne var forbi.

»Jeg ville i begyndelsen helst have haft en nyre fra et trafikoffer eller lignende. For det er jo heller ikke sikkert, at det er rart at kende den, der har doneret nyren. Hvis nu man vågnede, og der var noget, der var gået galt, så havde man taget en andens nyre, uden at man selv havde fået det bedre,« siger Jens Staal, der dog fik det stadigt dårligere og derfor efter en måneds overvejelser indvilligede i at modtage nyren.

Vellykket operation
Den 10. august i år blev donationen gennemført på Odense Universitetshospital, og det stod hurtigt klart, at det var gået godt.

»Da jeg vågnede efter operationen, var det eneste, jeg havde i hovedet, at jeg ville høre, hvordan det var gået med Jens. Jeg fik at vide, at det var gået godt, at det var en supergod nyre. Så var jeg glad, det var lykkedes. Så skulle vi bare ovenpå igen,« siger Brian Madsen, der efter operationen måtte vente cirka tre måneder, før han for alvor kunne genoptage arbejdet i sit firma. Derudover har han ikke mærket konsekvenser af at mangle en nyre.

Efterfølgende har Jens Staal fået det væsentligt bedre, og han tøver ikke med at sige, at Brian Madsen har reddet hans liv. En helt vil Brian Madsen dog ikke kaldes.

»Nej, jeg synes ikke, at jeg er en helt. Jeg gjorde bare, hvad man bør gøre i den situation. Nu er det overstået, og vi skal videre. Men jeg er da stolt over og glad for, at jeg har gjort det, og at jeg turde. Havde jeg en nyre mere, jeg kunne give væk, ville jeg gøre det igen, hvis Jens en dag får brug for det - hvis han altså opfører sig ordentligt,« siger Brian Madsen med et smil.

Hvis alt går vel, får Jens Staal dog ikke brug for en ny nyre før om 20-25 år.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Jens Staal
Jens Staal modtog en nyre fra sin kollega Brian Madsen, da han havde brug for det.
Foto: Casper Dalhoff

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook