Heltetitel gav hjælp fra uventede sider

Sajida Afzal havde i flere år drømt om at bygge et børnehospital i Pakistan. Projektet blev dog en hel del lettere, da hun vandt prisen Årets Helt 2011.

Af LIV COLLATZ
Publiceret 15-10-2012

Sajida Afzal sparede op.

Alle overskydende beløb fra jobbet som ortopædkirurg blev lagt til side. Ikke til en ny bil, en rejse kloden rundt eller for at betale gamle lån ud. Men for at bygge et børnehospital i sit fødeland, Pakistan.

»På hospitalet skal vi behandle børn med klumpfødder.

Det er ikke noget, som man ved meget om i Pakistan, så børn med klumpfødder ender ofte som tiggere. De kravler bare rundt på gaden på grund af deres fødder, selvom det kan behandles i barndommen,« siger Sajida Afzal.



Sajida Afzal
Sajida Afzal er ortopædkirurg og i gang med at bygge et børnehospital i Pakistan. Hun blev kåret som Årets Helt 2012 af Jyllands-Posten og TrygFonden.
Foto: Mik Eskestad

Drømmen om børnehospitalet betød, at hun blev kåret til Årets  Helt 2011 af Jyllands-Posten og TrygFonden, selvom hospitalet kun bestod af en sum opsparede penge, nogle arkitekttegninger og en tom byggegrund i Pakistan.

»Da jeg fik prisen, følte jeg mig lidt som Barack Obama, da han vandt Nobels Fredspris - han havde ikke gjort noget endnu, men der var så mange forventninger til ham. Sådan havde jeg det virkelig,« siger Sajida Afzal.

Ingen helt endnu
Med prisen fulgte en check på 100.000 kr. Et beløb, der for alvor gjorde vejen til det pakistanske børnehospital kortere.

»Der lå en regning derhjemme fra arkitekten. Så pengene gik lige med det samme til de helt basale tegninger af hospitalet, der skulle godkendes af myndighederne - det passede meget godt, for det blev lidt over 100.000 kr.,« siger Sajida Afzal, der i årets løb har lavet en masse fundraising i Pakistan og arbejdet i Norge.

Med disse penge i banken regner hun med, at hospitalsbyggeriet går i gang til foråret og står klart om et år.

»Når den første mursten bliver lagt, vil jeg føle mig som en helt. Det gør jeg slet ikke endnu. Det kommer nok den dag, hvor vi laver udgravningerne til kælderen, og byggeriet går i gang. Man er først en helt, når man ændrer nogens liv til det bedre,« siger hun.

Hjælpen fra en ping
Nok føler Sajida Afzal ikke, at heltetitlen passer endnu, men den har vakt en del opsigt i Pakistan. Især har den givet hende nogle yderst værdifulde kontakter.

»Prisen har åbnet så mange døre for mig. F.eks. gik den danske ambassade mere aktivt ind i sagen og fik fat i nogle pakistanske journalister.

Da det kom i medierne dér, ville flere gerne i kontakt med mig. Det har været et kæmpe spring fra at gå rundt og søge småbeløb til nu, hvor folk rigtig gerne vil hjælpe,« siger hun.

Og nogle af disse folk kan hjælpe med mere end blot et par håndører.

»Jeg fik et møde i stand med en af Pakistans multimillionærer, og han har sagt, at byggeriet ikke bliver noget problem. Når man hører herovre, at jeg er en helt i Danmark, så vil de også hjælpe,« siger Sajida Afzal, der et år forinden prismodtagelsen flyttede tilbage til Pakistan.

Før havde hun boet med sine tre børn i København, hvor hun kom til som 10-årig med sin familie. Men da Pakistan blev rystet af jordskælvet i 2005, begyndte Sajida Afzal at indsamle midler fra forskellige velgørere. Efter et liv i danske rammer var tiden kommet til at vende tilbage.

»Jeg havde da nogle betænkeligheder ved at flytte til Pakistan igen. Mine to ældste børn er godt i gang med deres uddannelser og skulle blive i Danmark,« siger Sajida Afzal.

Da hun fik prisen, stod det dog klart, at andre børn havde brug for hendes hjælp.

»Jeg har fået så meget i mit liv, meget mere, end jeg fortjener. Jeg ville gerne give noget tilbage, selvom det er svært at lave sådan et projekt.

Da jeg fik prisen, var der ikke rigtig nogen vej tilbage, og når så mange mennesker troede på mig, blev det nødt til at lykkes. Om jeg så skulle sætte et telt op på byggegrunden og starte behandlingerne der, så ville jeg gøre det,« siger Sajida Afzal.

Teltet bliver dog ikke nødvendigt i den nærmeste fremtid, da Sajida Afzal har lejet en hal i Pakistan, hvor hospitalet får sin spæde start den 1. december i år.

Lille start i hospitals-hal
»Jeg kan jo ikke vente med at komme i gang. Jeg har fire containere med alt udstyr og læger, der gerne vil arbejde her. Jeg har det hele undtagen en bygning! Så indtil det er i stand, etablerer vi hospitalet i hallen,« siger hun og fortæller, at 12-15 klumpfodede børn vil kunne behandles her om dagen.

Planen er at ordne 4.000 børns fødder om året, når det fireetagers børnehospital står færdigt i Lahore. En plan, der efter mange år endelig er inden for rækkevidde.

»Hvis jeg ikke var blevet kåret til Årets Helt, sad jeg nok stadig og satsede på små beløb fra private læger og sygeplejersker. Jeg ville ikke være kommet nær så langt, som jeg er i dag,« siger Sajida Afzal.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Morgenavisen Jyllands-Posten

i samarbejde med

Trygfonden


Find os på Facebook